Svends mindetale og præstens tale (Side 2)

Tale ved Freja Alvilda Skjørbæks begravelse fra Skt, Johannes Kirke, og mindegudstjeneste for Sigurd Theobald Skjørbæk og Thomas Skjørbæk den 31.3.2005.

Salmer 754-117-31; 300 sange og salmer – 769

Kære Jannie.

I dag er vi her sammen med dig for at lægge din elskede Freja i graven, og mindes din elskede Sigurd og Thomas. De er endnu ikke fundet og identificeret. Samtidig lægger vi dem i Guds hånd og i vore hjerter, og beder om Guds hjælp for dig og dine kære. Den Gud, som du synes har svigtet og ikke var der, da katastrofen skete, og ikke er der nu. Den Gud, der i Jesus Kristus elsker os og har givet os sit ord på, at han er med os alle dage indtil verdens ende.

Den Gud, Jesus råbte til langfredag: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Den Gud, Jesus overgav sig til og døde i fred, da han sagde: ”Fader, i dine hænder overgiver jeg min ånd.” Påskedag tog Gud Jesus ud af døden, og gav ham til os, så vi aldrig skal miste ham mere. Så vi i ham har evigt liv trods døden. Den død, vi alle skal dø en dag. Den dag kommer Jesus, og tager os hjem til de evige boliger, så vi heller ikke skal gå den vej alene. Det er godt at vide, når vi mister vore kære, at der hvor vi ikke kan følge dem længere, der står Jesus og tager i hånden og går vejen fra jorden til himlen med os.
I Jesus lever og er vi, i Jesus er vi et. Er vi alle det samme sted, hvad enten vi lever eller dør. I ham er vi altid hos hinanden. I ham skal vi engang i opstandelsen være hos hinanden det samme sted og ikke hvert sit sted. I Jesus og i hjertet kan vi ikke skilles fra hinanden.

Jannie, selv om det ikke trøster dig, fordi du og dine allerkæreste blev revet fra hinanden af den ubønhørlige flodbølge den 26. december 2004, så har Jesus med sin død og opstandelse lagt livets korn i dit og dine kæres hjerter, det evige livs korn. I har haft det dejligste liv med hinanden. I har elsket hinanden og været der hvert eneste sekund for hinanden. I har gjort alt i kærlighed. Det var også for at kunne være hos hinanden uden arbejdet imellem jer, at i solgte alt og drog ud på jeres drømmerejse, hvor I oplevede en ny verden. En dejlig verden sammen med befolkningen i Asien og de andre rejsende, som I mødte. I udforskede naturen og jer selv og blev fortrolige med vandet, med fiskene og revene. En helt ny verden lukkede sig op for jer. Hver dag var en gave. Hver eneste dag i jeres liv har været en gave, da I mødte hinanden, du og Thomas, og fik hinanden kær, da I fik Freja, og da I fik Sigurd.

Thomas elskede børn og ville hellere være sammen med børnene end de voksne. Thomas var fodboldspiller om en hals, han var pædagog ikke kun af uddannelse, men af hjertet. Han så det gode i hvert eneste menneske og ville ikke høre negativ omtale eller tale. Han elskede livet og sammen med jer var det, det største af alt. Han levede hvert et øjeblik fuldt ud.

Freja var den gladeste og klogeste lille pige, der altid spredte fred omkring sig. Hun elskede dyr, katte og krybdyr og fisk og dinosaurusser. Hvis hun skulle klædes ud, var det ikke som prinsesse, men som dinosaurus. Hun vidste alt om dem. Freja elskede vandet og lærte at snorkle og dykke, ikke dybt, for det var hun for lille til endnu. Hun var åben og tillidsfuld, nysgerrig og kærlig og glad.

Sigurd var den dejligste lille dreng. Han tumlede rundt, han kunne sine første ord, glad tillidsfuld og tryg.

Jannie. Du har givet Thomas og Freja og Sigurd al din kærlighed – din grænseløse kærlighed. Og du har så meget at fortælle og give, så de aldrig bliver glemt. Du har givet og fået uendelig meget kærlighed, godhed og oplevelse, levet livet i fryd og glæde. Nu har du intet, og dog kan det, du har fået give i dit liv med Thomas, Freja og Sigurd , den tid I fik, den har du i dit hjerte, og dem du fik, betød liv der i dit hjerte. Det vi mennesker gemmer i hjertet, kan aldrig tages fra os. Det at have mistet, og nu at skulle gemme i hjertet og fortælle og mindes, det gør så ondt. Tårer er blevet dit brød dag og nat. Dine allerkæreste er borte. Det er et mirakel, at du lever, men det synes du ikke. Men for dine kære er det en lykke, en trøst, at du er her, at de ikke har mistet jer alle 4. Med dig og i dig er Thomas, Freja og Sigurd her. Du kommer aldrig over at have mistet dem. Det skal du leve med, og det er ikke til at bære, og dog skal du bære dem, bære at du ikke har dem her mere. Du bærer ikke alene. Jesus går ved sin side og alle dine kære. En dag kan du sige tak med sorg og smerte. En dag vil du kunne se solen og blomster og dyrene og høre fuglene synge og smile til dine kære.

Herren være med dig.

Tale ved Sigurd Theobald Skjørbæks begravelse fra Nordre den 13. juli 2005 kl. 11.30.

Kære Jannie.

Nu er din lille Sigurd kommet hjem til dig. Han blev revet bort fra dig sammen med Freja og Thomas af flodbølgen den 26. december 2004. i Phuket i Thailand. Om lidt lægger vi ham i jorden ved siden af Freja og Thomas.

Han var den dejligste glade lille lyshårede krøltop. Den 25. juli ville han være blevet 3 år. Han var jeres kærligheds andet under. Freja var jeres kærligheds første under.

Freja Elskede sin lillebror, og han elskede sin store søster og prøvede, så godt han kunne, at lære af hende, gøre som hende.

Han kunne ikke sige så meget. Han kunne sige barbar, og han kunne sige haj. Det var det, Freja sagde hun så, når hun dykkede i Thailand. Sigurd elskede vand, vandpyt, kaste sten i havet. Sigurd kunne bedst lide mænd og drenge.

På jeres rejse blev han hurtigt alles yndling. Når Freja skulle noget, så var Sigurd med. I gik til ridning, og Sigurd fik altid den sidste runde. Han var ikke bange for hesten. Han var glad for alle dyr. Plukkede græs og ’luft’ til dem. Han elskede også bolde, og spillede den altid ind på banen. Han elskede dans og musik. I dansede og morede jer alle fire derhjemme, og I gik til musik, og Sigurd sad og var med fra han var ½ år. I har haft ene muntre og glade stunder sammen. Og I skulle have haft et helt langt liv sammen.

Men pludselig var de alle borte. Du har mistet alt, undtagen dig selv, og for tiden alle minderne, alle billederne. Nu skriver du alt det, du kan huske, alt det, du har at sige til dem, al din kærlighed, og du laver en bog til dem hver med billeder, deres billeder og en fællesbog, hvor de begge er med på billederne. Du elsker dem og kan ikke begribe det, der er sket. Det skal du heller ikke. Det er meningsløst og tungt ud over alle grænser. Det er din kærlighed til dem, der holder dig i live, du er dit liv. Og de er borte. Freja, Thomas og Sigurd.

De er hos Gud, i ham i hans hjerte, i hans rige. Der er du også, selv om du er her. I Jesu hjerte er I hos hinanden. Sorgen, smerten og savnet slipper dig aldrig. Det er ikke noget, du kommer igennem. Det er dit livsvilkår, at du fik alt og er blevet frataget alt. Du er dig i dem her på jorden, i verden. Jesus beder for dig og går med dig alle dage indtil verdens ende.
Først i opstandelsen bliver dit sår lægt og dit savn og din længsel forløst i den himmelske glæde.

Glæden her på jorden er nu en skrøbelig glæde. Glæde bundet til tårer. I opstandelsen, i den nye himmel, den ny jord, der tørrer Gud tårerne af hver en kind, også dine. Din sorg og dine tårer kommer fra den største glæde, kærligheden. Du elskede Thomas, Freja og Sigurd. Bær dem i dit hjerte med tårer, med længsel og lev. Jesus beder for dig Amen.

Almægtige evige Gud, barmhjertighedens fader, og al trøsts Gud, hør os, når vi i sorgen og savnet kalder på dig og hjælp os i vor nød med trøst og styrke ved Jesus Kristus, Vor Herre. Amen

Thomas blev far i 1998, to dage før sin 27 års fødselsdag, da Freja kom til verden. Thomas og Jannie boede på det tidspunkt på Møllestien og hjemmet var blevet skønsomt indrettet til at være det bedste sted for et barn at vokse op. Få hjem med børn har været så fulde af overskud og tålmodighed, et overskud og en tålmodighed Freja lærte selv at give videre.
Frejas bevægelse var to hænder, der hele tiden knyttede sig. Det var hendes variation over Thomas` håndfladegestik, og de udtrykte det samme:Jeg vil, jeg vil, jeg vil. Og hun fik lov at udfolde denne vilje. Hun gik til gymnastik, ridning, svømning, musik og meget mere, kun afløst af alle de ekstra arrangementer, som en børnekulturby som Århus byder på. Hun fik også lov at vokse op i den samme ubekymrethed, som hendes forældre havde været til del. Aldrig i institution mere end seks timer om dagen og helst en fridag om ugen. Altid var der en mor eller en far, hvis hun kaldte, og altid var hun omgivet af den tillid, som giver et barn selvtillid. Enhver overvejelse i forhold til børnene var konsekvent udfra devisen: gør det noget? Er der en grund til at sige nej* Freja fik lov at sidde i sofaen og drikke saftevand og spise nutellamad, hun fik lov at være sent oppe; for der var ikke noget der skulle nås, Thomas og Jannie havde altid tid nok; og derfor hun mange venninder på besøg, som elskede at være hjemme hos Freja, for her var vidde rammer for barnlig udfoldelse, og man fik lov til at være med, der hvor de voksne var: ved bordet, i køkkenet, i haven og på værkstedet. Hjemme hos Freja fik alle lov at være børn og derfor alle lov at være voksne.

Derfor var hun også hurtigere end de fleste med mange færdigheder, i Thailand blev hun en ganske habil dykker. Hun betjente hurtigt alle hjemmets tekniske apparater, og var meget villig til at fortælle og lære fra sig når vennerne var på besøg. Og fordi hun havde et godt øje for sine omgivelser, gav hun også glædeligt ud af de goder, hun besad. Hun vidste, for det havde hun lært af sin familie, at hun havde nok og kunne få mere, så som med Thomas gik der ikke der heller ikke skår af hende, hvis hun skulle afgive. At give er at få er et gammelt teologisk budskab, som Freja ikke blev gammel nok til at formulere, men som hun vidste at udøve i praksis. Derfor knyttede hun sine hænder i overskud af vilje, for der var altid et sted at rette denne vilje imod.

Sigurds bevægelse var et stort smil, som i hans første år siden fødslen i juli 2002 blev efterfulgt af et glædeshyl. Verden var stor og vidunderlig, og hver gang den åbenbarede sig for ham, måtte han smile og måtte han skrige af fryd. Mor, far og storesøster var der for ham, og han havde aldrig anledning til andet end glæde. Han var for lille til at hjælpe med i køkkenet sammen med Freja og han sad derfor på gulvet med sit eget køkkenudstyr; så var han alligevel med, der hvor det skete
Han lignede sin far. Ikke kun af udseende, men også af væremåde. Margit(farmor) følte det var som om, hun så Thomas vokse op igen. Sigurd vidste som Thomas at indrette sig i verden. I Thailand lærte han hurtigt, at det var tjenerne, man skulle være gode venner med, og knyttede sig hurtigt til særligt de mandlige voksne omkring ham, for her faldt ofte et eller andet af, når han sendte sit glædesmil. Han lærte også hurtigt familiens rutiner at kende og vidste, at efter brusebad var der film. Så hvis han ville se en film, gik han ud under bruseren, lod lidt vand dryppe ned på de gyldne lokker og sagde: Nu film.

For det var med Sigurd, som med Freja og Thomas. Livet skulle leves, livet skulle smiles og livet skulle villes. I verden skulle gøres forskel, og når man er en lille starut, må man jo gøre det på sin måde. Sigurd kastede sten i vandet. Om det var i Gudenåen hjemme hos farmor og farfar eller pyntebassinerne på restauranterne i Thailand, så var vand uden sten ikke rigtig vand. Timerne kunne gå med at finde sten og kaste dem i vand, for så var det da gjort. Og mens han kastede dem, kom det frem på hans læber, hans egen lille bevægelse, smilet.

Familien har bedt mig fortælle lidt om Thomas, Freja og Sigurd. Det er ikke nogen let opgave, for der er så meget at fortælle og selvom vi blev siddende resten af dagen, vil det være som om, der alligevel ikke blev sagt nok, og som om , der alligevel ikke blev sagt det rigtige. For hvordan fortælle så skønne liv til fulde, hvordan med ord beskrive alt det, der var Thomas, alt det der var Freja og alt det der var Sigurd? Tilsammen havde de tilbagelagt 41,5 år med glæde, spændning, vilje og forundring over al den skønhed, som trods alt blev deres liv til del.

Milan kundra skriver i en af sine bøger, at der har levet så mange mennesker på jorden, at der slet ikke findes kropsbevægelser nok til, at vi alle kan have vores egne. Bevægelserne, hånden der rækkes frem mod en ven, krammet, der gives til vores kære, smilet, vi sender til dem, vi holder af og gerne vil holdes af, benytter vi alle. Med bevægelserne giver vi os til kende, og vi har alle vores egen unikke samling bevægelser, som vi er særligt gode til, som vi kan til fulde og som andre kender os på.

Thomas' bevægelse var to håndflader, der blev gnedet mod hinnanden, og hver gang, han gjorde det, vidste vi, at nu skulle livet leves. Det kunne være, når han sad på værtshus i venners lag, det kunne være, når han tog ungerne med i Randers Regnskov, eller det kunne være, når børnene var lagt i seng, og han og Jannie skulle have en aften i selskab med en god film og et glas vin. De to hænder, der energisk skabte varme ved deres gensidige friktion, beskriver Thomas for alle os, der er tilstede i dag. Fordi, for Thomas var livet noget, der skulle leves; ikke noget, der skulle overstås; og det huskede han på hver dag, fra han stod op, til han gik i seng, og hver gang han kom i tanke om det, tog han hænderne frem og glædede sig over livet.

Han blev født i December 1971 i København som eneste barn af Bent og Margit Skjørbæk og voksede op i Greve, hvor han gik i folkeskole og siden også i gymnasiet efter et år på idrætsefterskole på Fyn. Det var en god og rolig opvækst, som lagde grundlaget for den selvsikre og vellidte Thomas. Han har stadig venner fra den tid, og han havde en god barndom, hvor han vidste, at han kunne stole på sit bagland, hvilket gjorde, at man altid kunne stole på Thomas. Jeg har ofte nysgerrigt misundt ham denne ro og beundret de forældre, der har givet deres barn denne tillid til verden. En opvækst, han sammen med Jannie gav videre til sine egne børn.

Netop Thomas`bevidsthed om hvem han selv var, og hvad han kom af, gjorde, at han stod åben over for verdens forskellighed. Derfor blev han aldrig irreteret, hvis andre ikke gjorde, som han forventede, men istedet indrettede han sig på den nye situation. Der gik ikke skår af Thomas, hvis noget forandrede sig, tværtimod så han det som endnu en mulighed for at lære livet at kende. Derfor var han også et af de morsomste mennesker på denne jord. Morsom bliver man kun, hvis man tør sætte virkeligheden på prøve og hvis man tør gøre grin af og med sig selv.
Derfor havde han også så mange venner, fordi vi altid vidste, at vi ikke vidste, hvor vi havde ham. I har sikkert alle talt i telefon med Thomas, og når han ringede op, præsenterede han altid sig selv som en anden end sig selv. Det gjorde han, og det turde han, fordi han altid var sig selv.

Mindst fire begivenheder satte store skel i Thomas`liv. Den første var i 1994, da hans far, blev syg, og han var lige siden en stor og god støtte for sin mor. Her trådte alvorligheden ind i hans liv, og han forstod, at det ikke giver mening at udsætte til imorgen, hvad der kan gøres og nydes idag. Man siger i østeuropæisk jødisk kultur, at når rabbineren ler, græder han med det ene øje. Det gjorde Thomas. Hans altid gode humør var rundet af en dyb alvorlighed, morskaben er ikke blot til for morskabs skyld, tværtimod er morskab noget vi skylder hinnanden.

Den næste begivenhed var hans store kærlighed, Jannie. Som selvbevidst enebarn stod han nu overfor sit modstykke og sit andet jeg; en kvinde, der stillede krav, gjorde modstand og mødte ham med lige så stor vilje, som han selv besad. Med Jannie ved sin side blev Thomas pludselig seriøs, han fandt ud af, at han ikke længere kunne være tilstede for sig selv - ikke længere kunne være sig selv - hvis han ikke også var der for Jannie. Jannies lykke og hans egen lykke blev et og samme, de blev, som det lyder i vielsesritualet, forenet i kød og blod, det vil sige i ord og gerning.

Den tredje store begivenhed var lærerstudiet. Han havde søgt ind flere gange, men var blevet afvist de første to, og havde egentlig droppet tanken, ikke mindst fordi hans position i Post Danmark havde vænnet ham til en løn, der var betydelig bedre end den SU, han kunne imødese i de kommende fire år. Men udsigten til en postal karriere fik ham alligevel til at gøre et sidste, tredje og vellykket forsøg. På læreruddannelsen forenedes hans interesse for idræt, hans fremragende intellekt og ikke mindst hans formidable pædagogiske evner sig i en højere enhed og som lærer på Solbjergskolen fik han herefter løn for at gøre det, han allerhelst ville og som han var bedst til. Thomas var den fødte lærer og af samme grund yderst vellidt af både kolleger, elever og ledelse. Også på læreruddannelsen fik han nogle meget gode venner, som ligeledes er her idag.

Men den væsentligste begivenhed var dog den fjerde, nemlig at han blev far. Han blev hvid i hovedet af skræk, så sit uafhængige liv forsvinde, men kastede sig derefter med al mulig iver og engagement ind i rollen. Mange fædre vil deres børn og vil deres børn det godt. Men Thomas gad sine børn. Man kunne sidde i nok så voksen en samtale, men hvis der kom et barn - i øvrigt både et af hans egne eller andres - og trak ham i ærmet, trak det mere i ham end snakke med os andre. Børnene blev Thomas` vej til sig selv, det var dem, der opretholdte hans indre legebarn og der var ikke det, han ikke ville gøre for dem. han malede deres værelser fulde af sjove tegninger og havde dem altid med på tur. Så hvis man trængte til en eftermiddag i selskab med Thomas, skulle man blot finde avisen frem, finde det nærmeste sted, hvor der var cirkus, teater, gøgl, udklædning, koncert, fortælling eller hvad som helst for børn, så kunne man være sikker på at møde ham, givetvis også med en kold øl eller to i cykeltraileren. Og når vi sidder der på plænen, og børnene sammen er løbet ned for at være tættere på scenen, så tænder vi en cigaret, åbner en kold øl og gnider hænderne sammen, for nu skal livet leves.